Løn, dagpenge og sygdom i ferien

Romantic Summer Beach 1314556 1279X852 1
Langt de fleste vil kunne se frem til en sommerferie, hvor lønnen går ind på kontoen som sædvanligt. For nogle kan der dog gælde særlige forhold. Det gælder først og fremmest dem, der ikke har været ansat i Middelfart Kommune i hele 2017. Hvis du er en af dem, skal du være opmærksom på, hvordan du er stillet i ferien. Hvis du er syg op til ferien eller bliver syg i ferien, er der også specielle forhold, du skal være opmærksom på.

Løn og/eller dagpenge i ferien

1. maj startede et nyt ferieår, som strækker sig frem til og med 30/4-2019. For at du i dette ferieår kan holde 5 ugers ferie med løn/feriepenge og for at have ret til 6. ferieuge, skal du have arbejdet hele 2017. Har du arbejdet en mindre del af 2017, har du ret til et antal feriedage med løn og et antal 6. ferieuge-dage i forhold til den tid, du har været i arbejde.

Reglen er, at du først holder de feriedage, du har optjent til, og derefter har du mulighed for at melde dig ledig i resten af ferien og få dagpenge. Grunden til denne ret er, at der på skolerne er udmeldt kollektiv ferie. Du har ikke mulighed for bare at ”droppe” ferien det første år.

Vi har allerede afholdt en feriedag i det nye ferieår. Det gjorde vi den 11/5 og vi holder en enkelt dag mere den 4/6. Disse enkeltdage, kan du ikke søge dagpenge til. Der skal være mindst 2 sammenhængende dage á 7,4 timer.

Hovedferien holder vi fra den 6/7 til og med den 31/7. Det svarer til 3 uger og 3 dage, og sammen med de 2 enkeltdage når vi op på 4 uger.

Den sidste af de 5 uger afholdes i uge 7 i 2019.

Vær opmærksom på, at de 3 første dage i august er såkaldte 0-dage, medmindre andet aftales på den enkelte skole. 0-dage er dage, hvor du holder fri med løn som kompensation for, at vores arbejdsuge er på 40 timer. Disse dage skal du altså ikke søge dagpenge til. I uge 42 og mellem jul og nytår, har vi også 0-dage.

Det er vigtigt, at du søger om dagpenge inden ferien. Du kan ikke gøre det efter med tilbagevirkende kraft.

På DlfA’s hjemmeside kan du få vejledning til, hvad du skal gøre.

 

Sygdom i ferien

Hvis du er uheldig at være syg op til ferien eller i ferien, er der nogle regler for erstatningsferie.

Hvis du er syg inden ferien, og sygdommen strækker sig ind i ferien, har du ret til erstatningsferie for det antal dage, du ikke kan holde som ferie på grund af sygdom.

Som udgangspunkt skal du melde dig syg den 1. feriedag, selvom du allerede er sygemeldt.

Hvis du bliver syg i ferien, vil op til 5 dage betragtes som afholdt ferie. De resterende dage kan du få erstatningsferie for. Det er vigtigt, at du melder dig syg den første sygedag, og at du har lægelig dokumentation, også hvis du er i udlandet.

Det vil være en god ide at spørge sin skoleleder, hvordan sygdom skal meldes før og i ferien. Fx vil det ikke nødvendigvis være muligt at melde sygdom til sin skoleleder, der også holder ferie. Sygemelding må da foretages til fx lønafdelingen på rådhuset.

 

 

Emner

Målgruppe